Sønderhald Egnsarkiv
Velkommen til
Ammelhede Bymuseum
 |  |
|---|---|
 |  |
Byen med Hamlets Grav
Ammelhede er et meget lille samfund, som i dag består af 4 gårde, 1 nedlagt landbrug og 2 huse. Landsbyen ligger i den inderste krog af det gamle Kolind Sund, der i stenalderen delte Djursland i to fra Grenå til Grund Fjord.
At området har haft en høj status i oldtiden ses af de mange fund der er gjort. Et betydeligt antal gravhøje har der været her på toppen af bakkerne langs det gamle Kolind Sund. En stor af slagsen Hamlets Grav har gjort byen kendt ude i den store verden. Mange turister kommer for at se fortidsmindet, som ligger højt i landskabet og med vid udsigt. Gravhøjen blev rejst i bronzealderen og i 1933 blev der rejst en mindesten på stedet. 1.200 mennesker deltog i åbnings- ceremonien.
I nyere tid finder man stadig et vist sammenhold i den lille landsby. En sommer- fest og en julefrokost samler befolkningen. Trods de 7 husstande i Ammelhede by, deltager i alt 17 husstande i festlighederne. Beboerne i de omkringliggende ejendomme føler sig også lidt som "Ammelhede borgere".
Søg efter mere om Ammelhede her i søgefeltet:
Mysteriet om Hamlets Grav
Filmet og fortalt af Alexander Phillips
Hvor kuperede danske marker mødes, uden en sjæl i syne, står en højtidelig sten alene på toppen af en gravhøj fra oldtiden. Stenen bærer navnet Amled, den historiske figur, som Shakespeare baserede Tragedien Hamlet på, muligvis det bedste skuespil nogensinde skrevet. Kunne dette fredelige sted i den lille landsby, "Amleds Hede," være det sande hvilested for den mand, som var inspirationen for litteraturens mest konfliktfyldte figur, og verdens mest berømte dansker? Mysteriet om Hamlets Grav udforsker dette spørgsmål og afslører undervejs, hvem Amled var og hvorfor det er vigtigt. På engelsk med danske undertekster.
Om stednavnet, jernudvinding og om dengang byen blev solgt til Gl. Estrup
Stednavnet Ammelhede
Stavemåden for Ammelhede har i tidens løb været forskellig, lige fra det første kendte Ammelhee (1489) over formerne Amelhiedt, Ammelheede, Amledsheede, Amleds Heede til Amelhede, der i kirkebogen findes brugt hele 1700-tallet igennem.
Bynavnet findes ligeledes brugt som personnavn, da en borgmester i Randers ved en synsforretning i 1587 af Randers befæstning på byens vegne underskriver sig med navnet Las Ammil Heede. At det er det samme navn, er der ingen tvivl om, idet han ved et nyt syn af samme befæstning i 1599 igen er medunderskriver, men nu er hans navn helt moderniseret til Las Ammelhede.
Bynavnet Ammelhede giver ingen fingerpeg om bebyggelsens alder, men til gengæld fortæller arkæologien om en gammel bebyggelse. I mellem 1850-1900 påviste og udgravede Nationalmuseet, både ved Ammelhede og Virring, mange bopladser fra jernalderen. Og Trap Danmark nævner en langdysse uden kammer på Ammelhede, så her ved den inderste krog af det gamle Kolind Sund har Ammelhedeboerne også siden dengang levet og virket gennem tiderne.
Jerneudvinding i Svejdal
Omkring Svejdal er der registreret flere jernaldergrave og området har også været hjemsted for jernudvinding, formodentlig fra oldtiden og frem mod middelalderen. Museumsinspektør ved Vejle Museum, Rasmus Mortensen skrev i sin bog Jysk Jærn fra 1940:
Ved Svejdal nær Ammelhede er der flere steder på marker og i stendynger set slagger, ligesom slagger er iagttaget ved udgravninger af jernalderhøje. De to stednavne Svejdal og Essenbæk kunne også godt tyde på, at der har været vundet jern i større omfang.
Denne jernudvinding af jernholdige forekomster i jorden, kan også være forklaringen på at området siden 1579 har været meget skovfattigt. I en jordebog fra netop 1579 nævnes det nemlig, at der ikke fandtes oldensvin – og dermed ikke skov. Skoven har givet været fældet og brændt af i miler for at udvinde jernet.
Da pastor Elmquist i 1864 kom til Virring- Essenbæk Sogn for at virke som præst, beskrev han landskabet mellem Tammestrup og Ammelhede som barsk og øde. Det har sikkert været helt korrekt, da dette område ikke har været dyrket i nævneværdigt omfang på grund af vandholdig jord med mosehuller. Desuden har udflytningen fra landsbyerne ikke eksisterende på den tid. Og skovvækst har givet været fældet for at kunne udvinde jern.
Ammelhede solgt til Gl. Estrup 1579
Vi ved, at Essenbæk Kloster, der var oprettet i 1100-tallet, ejede alt fast jordegods og kirker i Essenbæk Sogn og Virring Sogn. Men på reformationstiden – nærmere betegnet 1548 – ophørte Essenbæk Kloster med at eksistere som sådant, og klosterets jordegods tilfaldt Kongen og underlagt Dronningborg Len. I 1579 blev landsbyerne Ammelhede (med 4 gårde), Virring og Floes solgt til Eske Borck på Gl. Estrup. Siden 1579 har de 4 gårde i Ammelhede været fæstegårde til Gl. Estrup. I fæstebrevene har gårdenes hartkornsværdi været opført. I 1683 var hartkornsværdien sat til 5 tdr. og 6 skp.
Hartkornsværdien blev fastsat af et opmålingspersonale, der ikke var helt bestikkelsesfrit. Deres vurdering blev skrevet ind på tidens gældende matrikelkort og var grundlaget for herremandens beskatningen. Jorden blev i 1773 inddelt i 6 klasser: 1: Allerbedst. 2: God. 3: Middelmådig. 4: Skarp. 5: Ond. 6: Allerværst. Jorden i Ammelhede blev vurderet til mellem Middelmådig og Skarp.
Oxenbækken udspringer ved Ammelhede
Den ca. 6 km lange Oxenbækken tager sit udspring i en kilde kaldet Oxenhoved syd for Hamlets Grav. Ammelhedes vandforsyning har fra gammel tid haft rig fordel af de mange kilder og mange vandforekomster i bakkedragene nord for byen. Ammelhedes gamle vandingssted lå da også midt i byen. Her lå 4 udhulede ellestammer hvortil der konstant flød et væld af frisk og klart vand. Hele byen og folk fra nabobyerne kom her for bl.a. at skylle tøj.
Kilde: Maltha Jensen notater om Ammelhede fra 1976.
Materialet ligger på Sønderhald Egnsarkiv. Arkivnr.: A1060
På vejen mellem Virring og Randers
Trafikalt var Ammelhede i 16-1700-tallet nok ikke så øde endda, idet vejen fra Virring og mod Randers gik igennem byen. Præst, degn og andet godtfolk måtte altså igennem Ammelhede for at komme til Randers. Først fra 1864, da den nye Randers-Grenå landevej blev bygget, gik trafikken uden om Ammelhede.
I nyere tid var byen sikret forbindelse til omverdenen via en rutebil, som kørte ind omkring Virring og Ammelhede på sin vej til Randers. Der var tre ture om dagen. Dagens sidste tur mod Randers passede således, at man kunne nå en tur i biografen inden rutebilen senere på aftenen returnerede. Fremskridtets tidsalder blev et tilbageskridt for byen, da rutebilejer Engelhardt Jensen fra Uggelhuse omkring 1970 fik lov til at afkorte ruten, så Virring og Ammelhede blev sprunget over. En underskriftindsamling i Virring og Ammelhede blev sat i gang, og en skrivelse blev sendt til Virring-Essenbæk Sogneråd, hvor man bad om et tilskud til ruten. Blot en enkelt tur om ugen var ønsket, begrundet i, at der var mange ældre i området, især i Virring hvor der var et alderdomshjem. Kommunen kunne ikke efterkomme ønsket.
I dag benyttes de små snoede veje omkring Ammelhede flittigt af motionister, løbende, gående og cyklende.
Lars Jørgensen, der startede Rougsø Ruterne omkring 1920, har nok også haft en rute der gik gennem Virring, Ammelhede på vej til Randers.
Indvielsen af Hamlets Grav
Marie Levinsen fortæller om stenen og indvielsen af Hamlets Grav: Den store sten, der siden 1933 har stået på den gamle bronzealderhøj, vejer 10 tons. Den blev kørt hertil på blokvogn. Der var mange, både børn og voksne, mødt op, da den ankom. Allerede ved landevejen stod de første, og da man nærmede sig Kongshøjen, hvor den skulle stå, var der et helt følge. Selve højen var dannet ved at køre ekstra jord på med håndkraft. Erik Sørensen hjalp til med et spand heste og to vogne for 15 kr. pr. dag; beplantning og anlæg stod stadsgartner Frølich for. Der blev plantet lyng fra bakkerne, som desværre ikke har holdt, men alt blev færdig til indvielsen. Det var højtideligt og festligt at være på besøg i Ammelhede på indvielsesdagen. Jeg tog 13 billeder med mit nyerhvervede kasseapparat, og det var flere, end min mor syntes om.
Hamlets grav teksten på stenen:
Amled - ypperste oldtids snille teed sig taabe til hævnens time
- Kaaret paa ting af Jyder til konge - Højsat han hviler paa Ammelhede.
Visit Randers skriver om Hamlets Grav
I virkeligheden er ”Hamlets Grav” på Ammelhede en gravhøj fra bronzealderen. Den ligger midt på en mark, og den er i tidens løb blevet afgravet og udplyndret. Den var måske oprindelig 2½ meter høj, da bronzealder-bønderne rejste den for mere end 3.000 år siden. Da Nationalmuseet undersøgte den i 1950, var den tom bortset fra nogle få skår fra lerkar, men inde i midten fandtes spor af en stensat kiste. I området har der været et betydeligt antal gravhøje, og flere fund tyder på, at dette område i oldtiden har haft en særlig høj status.
Saxo fortæller om Amled, at han faldt i et slag på en mark med hans navn. Der er ganske vist en række andre lokaliteter i Danmark, hvor man kan fremvise ”Hamlets Grav”, men ingen steder er der som her en sammenhæng med et lokalt stednavn. Det var på denne baggrund, at Randers Turistforening i 1933 tog initiativ til at rejse en mindesten på højen. På stenen kan man bl.a. læse ordene: ”Kåret på ting af jyder til konge, højsat han hviler på Amled Hede”. Om Amled nogen sinde har eksisteret, er ikke til at afgøre. Der er tale om et sagn, og under alle omstændigheder må det betragtes sikkert, at Amled aldrig har været begravet i højen, som er omkring 1.700 år ældre end Amled.
Museum Østjylland oplyser på Historisk Atlas:
I begyndelsen af 1930’erne oplevede Turistforeningen for Randers og Omegn en periode, hvor foreningens arbejde gav genlyd i hele landet. Den 27. april 1932 havde apoteker O. Løye fra Løveapoteket i Randers et indlæg i avisen, hvor han hævdede at kunne bevise, at Hamlets grav, som ifølge ham selv var det samme som Amleds grav, skulle ligge i Ammelhede lige udenfor Randers. Han fremdrog alle tænkelige beviser fra historikere fra alle tider. Fra Saxo, som skrev sin Danmarkshistorie i 1200-tallet til Ole Worm, der skrev i begyndelsen af 1600-tallet. Løyes konklusion blev, at ingen andre end Kong Hamlet (Kong Amled) kan ligge begravet i den høj ved Ammelhede, der i ældre tid blev kaldt Kongshøjen.
Løyes indlæg afstedkom livlig diskussion i landets aviser. Fra Fyns Venstreblad kom en skrap kritik, der hævdede, at dette ikke kunne være andet end et reklamefif for Randers. Den 30. april kom en notits i Politiken, der en anelse spydigt bemærkede, at Randers var i sin fulde ret til at udnytte både de videnskabelige teorier og den folkelige tradition i området omkring Ammelhede til at rejse en sten over Kong Hamlet. Avisen spurgte, hvor længe svindelen med Hamlets Grav i Helsingør så kunne fortsættes?
Den 3. september 1933 rejste Turistforeningen en mindesten på gravhøjen i Ammelhede. Der deltog ca. 1200 mennesker i afsløringen, hvor flere prominente gæster talte. Formanden for foreningen, købmand Bolt Jørgensen, bød velkommen og udtalte, at det var efter grundig undersøgelse af videnskabsmænd, at Turistforeningen turde fastslå, at Ammelhede var Kong Hamlets Grav og derfor dristede foreningen sig til at rejse en sten på stedet. Bolt Jørgensen nævnte også, at mange forskellige personer gennem tiden havde fremsat tanken om at frede Kongshøjen. Steen Steensen Blicher havde været fortaler for ideen, mens han var på Randers Lærde Skole og redaktør på Politiken Anker Kirkeby fra København havde fremsat tanken i 1924. Apoteker Løye blev også fremhævet. Turistforeningen havde, siden Løyes artikel om sagen, henvendt sig til museumsinspektør ved Dansk Folkemuseum Jørgen Olrik og arkivar ved Dansk Folkemindeindsamling Hans Ellekilde, der begge havde udtalt sig positivt om sagen.
Læs mere på: http://www.fortidsmindeguide.dk/Hamlets-Grav.br015.0.html
Nabohjælp og testamente
Niels Frederik Munck købte "Amledgaard" i 1889 og drev gården sammen med sin kone Anne Marie. I ægteskabet var 2 børn, Alma og Martin. Martin dør da han er 9 måneder gammel, og Alma vokser op som enebarn. Da Niels Munck dør i 1936 køber Søren Jensen og Marie Levinsen Jensen gården.
En parcel ved siden af gården blev skilt fra og her byggede mor og datter, Anne på 72 år og Alma på 46 år, et lille rødstenshus. Et nyt hus, der aldrig blev helt færdigt i deres tid. Døre og vinduer blev ikke malet og der blev heller ikke anlagt nogen have. Her boede mor og datter sammen til moderen døde 9 år senere. Alma blev boende i huset, hvor hun levede et meget nøjsomt liv. Hendes yndlings beskæftigelse var at komme i snak med de turister der kom for at besøge Hamlets Grav. Efterhånden som årene gik, var det ikke længere så godt med helbredet, men hun klarede sig selv med de øvrige beboeres hjælp indtil hun i 1967 blev alvorligt syg og måtte tage ophold på alderdomshjemmet i Virring, hvor hun døde 3 år senere, kort tid før sin 80-års fødselsdag.
Alma havde ingen nære slægtninge og havde via et testamente bestemt, at 8 familier, der havde været mest for hende i hendes ensomme tilværelse, skulle have hendes indbo og ejendele og et beløb på tusinde kroner til hver familie. De resterende midler indgik i et legat til fordel for Virring Kirke.
Peter og Marie Graabæk, som kom fra ejendommen ”Bakkely” i Virring, købte i 1946 ”Amledgaarden” af Søren Jensen og Marie Levinsen, som flyttede til gården på den anden side af gaden.
Efter Almas død overtog Peter og Marie Graabæk huset.
Ammelhedevej 18 fra dengang Alma stadig boede i huset. Bemærk Hamlets Grav i baggrunden.
Foto: Sylvest Jensens luftfoto, 1965.
Luftfoto fra Ammelhede 1952
Ammelhede Frysehus, 1951-1972
Efter 21 års virke blev døren til Ammelhede Frysehus muret til i 1973.
Takket være Marie og Peter Graabæk's samling af diverse dokumenter fra et helt liv, er Arkivet i besiddelse af "Regnskabsbog for Ammelhede Frysebox fra 1951 til 1973". Lidt oplysninger har vi også fået fra næste generation, de som var børn/unge, da fryse-huset fungerede. De fleste af gårdene er i dag ejet af efterkommere af de, som var brugere i 1951.
Ved etableringen af Ammelhede frysehus i 1951, var det Peter Graabæk og genboen Ellen Thomsen som var ophavsmænd til projektet. Huset blev opført på Ammelhede-vej 14, tilhørende Peter Graabæk. Det blev bygget af murer Karl Nielsen fra Dalagervej 4 i Virring. Huset blev opført i hjørnet af haven, ud mod vejen. Seks familier stod som brugere og havde hver en stor boks, 3 bokse i hver side. En dør fra vejsiden, som alle brugere havde nøgle til, førte ind i huset, hvor hver så havde nøgle til egen boks.
Peter Graabæk stillede gratis grunden til rådighed, med en tinglyst servitut om,
at huset tilhørte ejeren af ejendommen når der ikke længere skulle være frysehus.
Den 14. april 1972 sælger Peter Graabæk ejendommen til naboen Anders Peter Nielsen. I skødet står følgende: På den solgte ejendom findes en fryseboks, og det er en aftale, at så længe de tre nuværende brugere af denne fryseboks benytter boksen, skal fryseboksen have lov til at blive liggende på her omhandlende ejendom uden indskrænk-ninger i den hidtidige brug, men når brugen af fryseboksen ophører, skal inven taret til-høre brugerne, medens køber i øvrigt i så tilfælde må fjerne bygningen.
De 6 brugere (i parentes ægtefællens navn) af frysehuset var:
Tage Thomsen (Ellen), Ammelhedevej 15
Søren Jensen (Marie Levinsen), Ammelhedevej 17
Peter Graabæk (Marie), Ammelhedevej 14
Anker Nielsen (Mette), Ammelhedevej 12
Thorvald Hjorth Jensen (Edith), Ammelhedevej 10
Erik Sørensen (Nielsine), Ammelhedevej 21
I regnskabsbogen fremgår det, at andre beboere fra byen eller omegnen, i perioder lejede sig ind. Der blev betalt varierende beløb, sandsynligvis i forhold til mængde
af frostvarer og hvor lang en periode det drejede sig om.
En gang om året blev der afholdt generalforsamling. Ifølge regnskabsbogen aftalte man her, hos hvem næste års møde skulle holdes. Rengøring af huset gik på skift mellem brugerne. Den årlige betaling pr. bruger afhang af, hvor mange udgifter der havde været i årets løb og hertil en lille indtægt fra de som lejede sig ind. Frem til 1967 var lejen pr. år imellem 35 og 60 kr. pr. år. Herefter kom der flere udgifter til, bl.a. på grund af en ny motor installeret at elektriker Sørensen i Drastrup og store udgifter til Axels Køleindustri i Randers. På grund af køleproblemer mistede familien Thomsen en stor del kød. Det fremgår af ovennævnte skøde, at der i 1972 kun var 3 brugere tilbage.
Det hele slutter med regnskabsåret 1972/1973, hvor der er udgifter på 248,64 kr., hvoraf Marie Levinsen Jensen betaler halvdelen.
En epoke er slut efter 21 år. I 1973 blev døren muret op og der blev åbnet op fra havesiden og etableret en trappe, så huset herefter kunne benyttes som redskabsskur. Huset eksisterer stadig her i 2023.
Artiklen er redigeret af Inger Marie Linnemann og bragt i Sønderhald Egnsarkivs årsskriftet 2022.
Rettelser eller tilføjelser til Ammelhede Bymuseum
Har du rettelser eller tilføjelser til noget af indholdet på Ammelhede Bymuseum, er du velkommen til at kontakte Sønderhald Egnsarkiv.
Udfyld nedenstående og vi vil svare snarest mulig.